Noter om moseligene. Ofrene: Moselig eller moseskeletter i Danmark er ret almindelige, men mange er givetvis gået tabt for eftertiden under ikke mindst verdenskrigenes tørvegravninger eller tidligere. Måske er man i bronzealderen selv stødt på moselig og man har måske så philosoferet over den manglende nedbrydning i forhold til andet i skov og mark, der ellers hurtigt forsvinder i jorden uden at efterlade særligt spor udover ben og måske en mængde gødning.
Vi kender traditionen med at ligge en død kat ned under æbletræet der nyplantes mere som rituelt offer eller tradition end som højere lærdom, selvom der givet vil være en stor næringsmæssig fordel for træet i fosfortilførslen, således at man har set at det virker med tilførsel af et dødt væsen ved planteavl. Man har ligefrem ladet dem spise de vilde frø og korn og dernæst  udsået de døde mennesker før genfødslen af året er fuldendt. Riteofrene er gødningen til naturkraften, som man omvendt samtidig slår ihjel, når man hylder frøets kraft ved at begrave det. Frøet spirer og giver godt udbytte med den tilførte offergødning. Moseliget i agerens smørhul er jordens salt som æggehviden nærer æggeblommens sol til at blive fugl osv.

Der er en række ting der passer godt ind i helleristningernes forskrifter: De mange benbrud og benets del af myten om tvillingerne. Der er altid hængning eller halssnit og snoren er jo et tidssymbol  ligesom spiralen (og anvendes til tidsrejse hos aboriginerne). Det sidste måltid indtaget12-24 timer før døden med rituelt sæd for natur og ager som indhold i vælling, men ikke nævneværdigt kød eller fisk selvom husdyrenes avl fra forrige sommer og efteråret som svin, får og ged ville være store nok til føde. I sagens natur er det de nye fødsler, der prises og påskelam er jo en slags extra barselsfejring 2 måneder efter oksens og menneskets som helleristningerne tydeligt fortæller. Mytens princip er også at sæden skal genfødes som nyt korn og naturfrø og for at sikre det lader man manden spise frø, inden han bliver symbolsk, sået i mosen med sit indhold af den rituelle sæd. I ristningerne er forårsjævndøgnet tydeligt som tidspunkt for en sådan behandling som moseligene har fået og det er min vurdering at forårsjævndøgnet kan være tilstrækkeligt til at bevare en del moselig især ved indhold af garvesyre i søvandet, mens dem der blev begravet på anden måde højest har kunne ende som skeletter evt. i en gammel jættestue. Der er mange diskussioner her at tage før vi kender ritualet nøjagtigt, ja der kan endog være flere måske lignende eller især afvigende riter på andre tider som solhverv sommer og vinter eller efterårsjævndøgn, men med mindre plads i ristningerne statistisk og relateret mytologiens kalender. Frø om foråret ved vi nu, men vi kender ikke lig med sæsonprægede ting som bær, frugt og rødder fra sommeren, kød om efteråret og fisk om vinteren som rite endnu, men måske har man alligevel haft riter, som vi bare ikke kan påvise endnu, men der er en lang række andre ting som vi omvendt kan lære fra ligene efter at de moderne videnskabelige undersøgelser af moseligene er gjort således at vi nu lettere kan forstås ristningernes fortælling og kan se at man faktisk gennemførte den beskrevne rite og ikke lod det mytiske blive ved ristninger. Vi må tro at de mange sammenfald med ristningernes myte viser at man praktiserede rituel genopførelse af symbolikken efter stringent matematik. Det var ikke altid at ofrene var forhutlede trælle eller utro kvinder, snarere tværtimod. I en ristning er 2 af deltagerne i riten bundet sammen og man har jo et kendt moseligpar fra Holland med 2 mænd sammen ligesom Nordvesteuropa byder på andre lignende lig. Man må også medtage at ritens praksis eller iscenesættelse kan have ændret sig over tid eller haft lokalt tilsnit og at moseligene er fra en post bronzealderepoke og derfor senere end helleristningerne. Men omvendt er opdelingen i bronze- eller jernalder stadigvæk bare vores anskuelse af systematiske hensyn og ikke inddragende ristningskunsten som fundament for epokens beskrivelse. Det er vel meget naturligt for vores tid at være materialistiske og tale om jernalder, guldalder, bronzealder osv., men omvendt var det naturligt for bronzealderbonden, at anskue jævndøgnsmandens (dvs. ofrets) mad i riten som åndelige frø og lade matematikken som var fundamentet for agerbruget være relateret sjælens sfære og for at kunne gøde fremtiden gennem ritens stringente kalenderpraxis.

Nogle enkelte exempler på de mange moselig, som ofte ikke er bevaret eller blot beskrevet ret godt

Tollundmanden fra Bjældskovdal, Midtjylland viser tegn på ophængning frit i luften (og ikke strangulering) En flettet snor findes om hans hals. Han har opsvulmet tunge, er velsoigneret, kortklippet og glatraget. Han blev fundet sammenbøjet (hvilket må være sket inden 5-6 timer efter døden pga. dødsstivheden). Han har ar under foden, men har brugt sko. Ved nedlæggelsen i mosen må temperaturen have været under ca. 5 grader C idet fx. hjernen ikke ses nedbrudt ligesom øjeæbler og øregange også er i god stand. Disse dele vil som de første dele nedbrydes ved varmere temperatur.

Ellingepigen fundet med snor af skind nær Tollundmanden. Det var en kvinde på omkring 25 år med flettet hårknude og kappe. Hun var hængt ca. år 280 fvt.

Borremosemanden kan være stranguleret med rebet, men muligvis var dødsårsagen dog et kraftigt slag i baghovedet, som er knust. Højre lårben var brækket et stykke over knæet omtrent som det Grauballemanden har været udsat for. Kulstof-14 datering af denne mand angiver dødstidspunktet til år 840 +/-80 fvt., hvilket vil sige midten/slutningen af den yngre bronzealder. Han er altså lagt i mosen før Tollundmanden, der er omkring 500 år yngre. 2 skindslag som Ellingekvindens lå ved siden af liget. Over skindslagene lå der en birkekæp.
En anden Borremosemand: Lagt på tyndt birkebark og pakket ind i lyngbundter. Sammen med fire næsten lige tykke grenstykker ovenpå ham lå den øverste halvdel af en overarm og den øverste del af et spoleben fra et spædbarn. C14 viser datering til år 475 før Kristi fødsel,
Kvinden i Borremosen havde tilsyneladende også fået en voldsom død. Blandt andet har et slag i hovedet forfra fuldstændigt knust underansigt, hage og kinder. Hovedbunden med håret var revet af og det meste af det lå ovenfor eller i forlængelse af hovedets rester. Et større stykke af hovedhuden med hår lå op mod halsen og den højre hånd.

Frederiksdalmandens højre ben har skader. På højre skinneben iagttoges et benbrud, lagt ved en Callus knude (tæt over støvlekaftet). stoffet er fra ca. år 1045 -1145 (kulstof14)  Det må tolkes som et ophelet brud ved støvlekanten, hvilket stemmer med ristningerne af benbruddet i form af et hug over benet som offer. Her er vi jo i den senere tid så det er et tegn på den langvarige praksis. For nyligt læste jeg om en jættestueudgravning, der blotlagde et ko-skelet, der manglede et bagben, men kulstof14 prøver hensatte dens oprindelse til 1800 tallet så det ku tænkes at omend man ikke ofrede mennesker der så kunne det tænkes at en ko stadig måtte lade livet ved højen med benet som vigtigt element i riten. Kunne man blot finde historiske beretninger om riten her ville det formentlig hjælpe til afdækningen af oldtidsriten, men i sagens natur har det nok ikke været ritualer man inddragede præsten i, tværtimod, hvorfor vi ikke har denne kilde. Haltefanden

Grauballemanden ved sin død var omkring 30 år gammel. Dødsårsagen er formodentlig den dybe snitlæsion, der ses højt oppe på halsen. Fra øre til øre.
Han havde begyndende ledegigt og tandrodsbetændelse bagtil i overkæbens venstre side. På venstre tibia,  hvor der i 1952 blev observeret brud, ses forsat en knogledefekt (samt evt. lårbenet).  Kort før sin død har han spist et stort måltid; en grød eller suppe bestående af korn og frø fra 66 urter og græsser. Herefter er han blevet henrettet og lagt nøgen i en tørvegrav i mosen, hvorefter vandet hurtigt har omsluttet liget. Han  har mistet flere tænder gennem livet, herunder en fortand i underkæben, der formentlig er tabt pga. et traume. Der har været en meget kraftig nedslidning af tænderne pga. grov kost. På dødstidspunktet var der kraftig rodbetændelse med osteomyelit posteriort i v.s. af maksillen. Der er tegn på svære vækstforstyrrelser omkring 2-3-års-alderen og dermed antydes voldsom underernæring eller alvorlig sygdom (oplysninger fra obduktionsrapporten). Kulstof 14-dateringer viste, at døden skete omkring år 290 før Kristi fødsel.
En skade på højre isseben er evt. afvist ved obduktionen nyligt, men det udelukker sådan set ikke ,at han kan have fået et kølleslag bagfra på det sted hvor kranieknoglerne i dag ses at være brudte. Det er min erfaring at kaninkranier der komposteres ikke skiller ad i samlingerne, medmindre kaninerne har fået et slag, der er hårdere end nødvendigt for at gøre dem bevidstløse, før halsen skal overskæres. At Grauballemanden er tildelt et eller flere sværdhug først er i overensstemmelse med myten og noget der ses hos andre moselig. Man har både hugget dem i benet og henrettet disse bagefter, mens andre med bensår har fået tid til at heles fuldstændigt (Callus knuden). Forskellen til Borremosekvinden der har fået et meget voldsomt slag forfra, der har knust hele ansigtet og kæben kan være begrundet i at forøveren, som i myten er naturkæmpen, har varierende erfaring og håndelag. Vi kender bødlernes mange skandaler i historien, hvor de har slået fejl måske pga. fuldskab eller usikkerhed og angst hos bødlen selv. Saddam Hussein hævdes at have beroliget bødlerne med ordene: Vær ikke bange, det er jo mig der skal hænges. Der har selvfølgeligt været forskel på håndelaget af nedslåningerne. Gravballemandens køllesvinger har måske været gammel i faget modsat Borremosekvindens, der traditionelt tilskrives en bedraget kvindelig rival som forøver.  Det er utroligt lærerigt at have flere ofre fra det lille område ved Silkeborg. Egnen har åer, store søer og moseområderne mod nord og vest. Der findes en træplankevej gennem mosen, som de har bygget på denne tid. Alt tyder på at de mange ofre i helleristningerne blev praktiseret meget lokalt i herredet, men ifølge kilder nok også ved storcentre for riten med mange ofre i helliglunden (som ved Urds brønd i Upsala, indtil kristendommen overtog magten). Grauballemanden har fysisk været noget medtaget inden han løb sit sidste løb og givetvis haft voldsomme tandsmerter og måske løbet dårligt pga. gigt og gamle hugskader.

Hjortespringkoppel: Moseligene af en 35- og en 18-årig mand. Slidspor på lårknogle og i hofteskålen viser, at den ældre mand havde et handicap som følge af en voldsomt forårsaget skade på lårbenshalsen.

Manden fra Madesø var død omkring år 1800 f. Kr. Kraniet stammer således fra den ældste del af bronzealderen. Det er en ca. 50-årig mand, der har pådraget sig et slag midt i panden
Stenstrupmanden fra Stenstrup ved Højby, Midtsjælland er ligeledes C-14 dateret til tiden omkring år 1800 f.Kr. og er således samtidig med Madesømanden. det et af de bedst undersøgte fund og stammer  hvor der i 1941 blev udgravet et næsten helt skelet af en mand med et reb om halsen og læsioner i hovedet.

Røde Mose ved Hokkerup. I 1874 (1875?) fandtes et moselig, hvoraf beskadigede dele af ben og fod og den nederste del af kroppen blev indsendt til museet i Kiel sammen med noget hår (fra kreatur?); liget skal have haft en bastsnor om halsen. I 1891/92 fandtes et skelet 2-3m dybt i mosen; også det havde en snor om halsen.

Haraldskær mose kvinden er fra 490 fvt.

Huldremosekvinden fik et voldsom hug i den højre overarm. Det er muligt, at skaden kan være opstået senere, f.eks. ved tørvegravning i mosen. Mens kvinden levede, brækkede hun det højre ben, men dette brud er helet igen inden hendes død. Hendes hår var bundet op med en lang uldsnor, som også var lagt flere gange om hendes hals. Hun var fuldt påklædt i rødt og blåt og med skindkappe. Hendes sidste måltid bestod af grovmalet rug med et stort indhold af frø fra ukrudtsplanten spergel. I maven fandtes også dyrehår og rester af dyrisk bindevæv. Det tyder på, at der også havde været kød i retten. datering 2.årh. fvt.

Yde-pigen fra Holland var ung men handikappet og har gået dårligt.

Lindow-manden fra Anglesay (opr. kaldt Mona øen, druidernes center) er ramt af kølleslag og en snor er strammet om halsen, inden halsen er skåret over. Han er velplejet og det er foreslået at ofringen af ham havde forbindelse til kampen mod romerne.

Tacitus beretter følgende: ”Af guder dyrker de især Merkurius (dvs. grydekæmpen), som de på fastsatte dage endog tror at burde bringe menneskeofre.”
Den græske geograf Strabon beretter i sit værk Geographica, at Kimbrerne medbragte en stor bronzekedel til brug ved menneskeofringer.

andre gravlægninger

En sommerdag i 1370 f.kr. blev Egtvedpigen begravet i en egekiste, der blev dækket af en gravhøj - den såkaldte Storehøj nær Egtved By, vest for Vejle. Af selve pigen er kun hår, hjerne, tænder, negle og lidt hud tilbage. Hendes tænder afslører, at hun var 16-18 år, da hun døde. På kroppen bar hun en kort trøje og et knælangt skørt lavet af snore. På maven havde hun en bælteplade af bronze udsmykket med spiraler. Hun havde også fået en kam af horn med sig. Den var sat fast i hendes bælte. Om hver arm var en ring af bronze, og en spinkel ring sad om hendes øre. Ved hendes ansigt lå en lille æske af bark med en bronzesyl og resterne af et hårnet. Ved Egtvedpigens fødder var der placeret en lille spand af bark – i denne har der været en form for øl. Her lå også en lille tøjbylt med brændte barneknogler fra et 5-6 årigt barn. Enkelte knogler af det samme barn fandtes i barkæsken.

Hoby på Lolland En mand i en fornem er grav med spand, fad, øse, kop oma.

Juellinge på Lolland: en velhavende kvinde begravet ved Juellinge på Lolland. Hun var ca. 30 år gammel, da hun døde. Dødsårsagen er ukendt. En svær knoglesvulst på højre lårben var godartet. Kvinden blev lagt i graven fuldt påklædt og med kostbare smykker, skrin m. saks og romersk gryde med slev med en drik brygget på byg, tyttebær, tranebær og porse. Kødstykker af okse og svin var også lagt i graven. ca. år 0

3 andre Juellinge-jordfæstegrave fra den ældre romerske jernalder er fundet, indeholdende tre kvinder og en pige. Gravudstyret er rigt med gryder, kop og dyr

Årslev på Fyn: to skeletter ved siden af hinanden, men kun den ene af de døde havde fået gravgaver med. Det enestående gravudstyr tilhørte formentlig en kvinde. Hun havde blandt andet fået bronzefade og –spande, en sølvske, en krystalkugle (med Abrasax besværgelse) og et eksklusivt smykkesæt med sig.
Hågerup på Fyn, Grav. Manden havde også fået et stort udstyr af drikkeservice og personlige genstande med i graven, og han har tilhørt det samme sociale lag som kvinden fra Årslev. Med sig havde den gravlagte mand blandt andet fået en romersk fingerring af guld med en såkaldt gemme, det vil sige en indfattet sten. Denne gemme var prydet med et udskåret billedet af en gudefigur, der holder en skål i den ene hånd og et aks i den anden hånd. Denne guddom ”Bonus Eventus” blev dyrket af romerne.
Himlingøje, Stevns bl.a. Kvinde i sin grav. Hun var 40-50 år, da hun døde. Med i graven fik hun et dragtspænde, en såkaldt fibula, med runeindskriften ”widuhudaR”- et mandsnavn. Yderligere fik hun også fem mindre sølvspænder med sig. I hendes mund fandt man en ”Charonsmønt” af guld. Der var et glas og forskellige dele af romersk drikkeservice af bronze Den ene af de gravlagte var en ung mand, der var parteret, inden han blev begravet. Datering omkring første halvdel af 3. årh. e.Kr. Kendt for cirkusglas med gladiatorscener som også er fundet på Bornholm. Det er en gravplads, der har været anvendt gennem flere generationer, i 2. og 3. årh. e.Kr. men der er iøjnefaldende forskel på gravenes indhold, nogle er helt uden gravgaver.
Borum Eshøj: Flere grave i høj fra ældre bronzealder. Hun var mellem 50 og 60 år, da hun døde. Kvinden var forholdsvis lavstammet og tætbygget – muskelsporene på hendes knogler afslører, at hun foretog hårdt fysisk arbejde. Kvindens dragt er velbevaret og består af adskillige dele: et aflangt stykke stof syet sammen af flere dele, bluse, hårnet, hue og to bælter, alt lavet af uld. Hendes rigdom afspejles af de mange bronzesmykker, som omfatter en bælteplade, to tutuli, en halsring, armringe, spiralfingerringe og en dragtnål. Graven indeholdt også et lerkar, en trææske, en bronzedolk og en hornkam.
Den gravlagte mand blev 50-60 år Han havde velplejede negle og et nybarberet ansigt. Manden lå på et koskind og var dækket af et uldent tæppe. Han var iført en rundpuldet hue, en nyreformet kappe, en kilt, to fodlapper og et bælte. Alle tekstilerne var fremstillet i uld. Den eneste genstand i graven udover dragtdelene var en træpind, der var fastgjort til kappens krave.  Fund af træspåner viser, at kisten, som den gamle mand fra Borum Eshøj blev lagt i, blev udhugget af en egestamme på stedet. Kisten er årringsdateret til 1351 f.Kr Der fandtes også en ung mand i alderen 20-22 år