Forårets slutning: Stenen fra Springforbi faldt
mig i øjnene pga. dens lighed med andre sten, der har et ret nøjagtigt
sammenfald. herunder gryden med de 8
Foråret set med bronzealderbondens øjne: Det blev koldt og vådt i år (2010) og
afgrøderne har nok lidt noget under kulde og meget regn, hagl og blæst. Naturen
klarer sig bedre, så der må samles flere vilde frø over sommeren, men kvægavlen
var god, fordi der var godt med foder fra sidste år, der på alle måder var et
godt agerbrugsår. Man kan nu jage det unge råvildt fra sidste år og nye rålam
fødes i maj. Indtil et par uger ind i juni kommer kronvildtets unger og sidste
års unge jages så bort.
Naturens kæmpe er gået under jord indtil solhverv, hvor han rejser sig og de 2
hævede økser (el. sværd) taler. Kæmperne kæmper og hver uge tager de et skridt
mod efterårets skib, hugget i benet falder og naturkæmpen har så genvundet
magten og kraften kan gå i jorden, hvorfra den genfødes ved forårsriten.
Solgrydekæmpen har styrken men dyrekæmpen har kraften og lige nu stiger (solens)
styrke og (jordens)kraft bruges af væksterne. Fotosyntesen stiger med solens
styrke og giver afgrøde, mens nitraten mv. i jorden forbruges hertil og udpiner
jorden. Det er vel denne observation der skaber libationsriten op til solhverv,
hvor grydens indhold udspredes og genskaber jordens kraft. Jordens kraft kan
også sammenlignes med (elektriske) ampere og solens styrke med volt. Styrken
holder pæren tændt, mens kraften giver mere udbytte fra pæren. I starten af juni
måned ses angivet en lille sol som forløber til solhverv efter libationsugerne,
der har dette mærkelige dyreudseende, som man eller ville tolke som dyrenes
avlsuger. At Odsherred har været et herred med stort potentiel vidner Kong
Valdemars jordebog om, idet der heri angives at skattegrundlaget (middelalder)
er 351 plove, et langt større antal end forventeligt, når der sammenlignes med
andre herreder på Sjælland og i betragtning af det sumpede område med de
udstrakte moser og søer. Der findes flint, kalk og ler mod nord og det har
vel bidraget til udviklingen af områdets velstand. Odsherred har nærmest været
at betragte som øer omgivet af sumpe, således at skibe og både har været vigtige
for kulturudvekslingen med det store område med den skandi-keltiske kultur.
Stenalderen ( dvs. før 1700 fvt.) var en varmere tid med mere vand. Oddens
magi har været nærliggende, med baggrund i jægersamfundet, der efterhånden
bliver til bondesamfundet.
I naturen sås det store elmefald år 3900 fvt., der medførte at birk og især
hassel tog over sammen med eg, el, ask og lind der også øges igen. Man har
formentlig kunne så flere uger før end man kan gøre det i dag, således at såugen
normalt ikke kunne blive ramt af sne som tilfældet var i fx. 2001. Dyrene har så
også haft tilgang til nyt foder tidligere end det har haft i de seneste par
millenier.
Noter: År 2001 havde april middeltemp.5,6 gr.C, højest temperatur var 20,1 gr.C
og lavest -6,5 gr.C d.14 i Midtjylland. (ref. naturens verden 1/2002)
Mens 2001 bød på kulde og lidt sne midt i måneden, var april 2009 varm og tør
med middeltemperatur 9,4 gr.C o solrekord. De svenske elve svømmede over sidst på måneden. Jordtemperatur målt 14 gr.C
(ca. 5 cm. dybde, midt på dagen i april), dvs. ret passende for såning.
Forårets start 2009 gav mulighed for at forestille os bronzealderens varmere
klima med god afgrødespiring allerede ved starten af maj, hvor fårene
traditionelt lemmer i stort tal, svarende til befrugtning omkring 1. dec.
Økserne hæves indtil solhverv
fra tidligere:
Det nye (vækst)år starter.
Vækstkraften i form af grydekæmpen skal overtage magten efter vinterens naturkæmpe.
Væksten næres af solen, ved at jordens kraft genfødes efter forårsjævndøgnet
hvor en dag evt. indsættes før det nye år begyndes med uge 1.
Dobbeltsolblenderen i gryden skaber livet gennem vækstkraften fra ofrene.
Helleristningsmyten siger at overgangen sker ved at vinterskibet hager sig
fast ved et forårsskib med bagstavnen. En entrebro drejes et sted over i form af avlstiden,
(vist længere nede th). Avlstiden kan forstås som et separat skib, der forbinder os til den
nye væksttid og trækker jordens kraft frem v.hj.af solen fra himlen. Tiden er en
snor som må trækkes fremad for at der ikke opstår tidskaos og hertil haves riten
som efter slaviske talprincipper tilfører jordkraften varme fra solen så
spiringen kan starte En ting der er gået lidt i glemmebogen i kalenderen i dag
er dobbeltheden i tiderne som det kan ses på primstave og gamle kalendere, hvor
tiden spejles. For at illustrere en af disse senere 1700 tals kalendere v.hj.af
en helleristningskalender (begge fra Norge) og bronzealderens fascination af tal
og symmetri i kalenderen tages her vinterskibet og spejles over jævndøgnet,
hvorved tornens 2 uger vises af naturkæmpen med nettet og de store dyrs avl og
mandens avlsuge udgøres af grydekæmpens (med bue) ben. Det kunne måske være på
sin plads at udforske om Østrigs Ôtzig kunne supplere vor viden ligesom
moseligene o.lign. Ôtzig havde netop skader på hånden og i hovedet efter slag og
havde pil i ryggen og derefter måske anbragt, som hyldest til solen fra jorden,
for at vække væksten til live. Det er jævndøgnsmanden med swastika-armene i
helleristningerne. Er han en østrigsk jævndøgnsmand, (evt. bortløbet med
skader), vi ved det endnu ikke , men forskning heri er nærliggende.
RO vinterskibet spejles til avlstidsskibet
spejlakse (jævndøgn)
væksttiden
er i gang igen
Der må være grund til at der er angivet disse omvendte dvs. spejlvendte
avlsmarkeringer i vintertidens skib beliggende 2 og 3 uger efter 24. januar og
6. og 7. uge beliggende 3 og 2 uger før jævndøgn. Den nyere tolkning af
Herrestrupstenen kunne måske udlægges efter det her viste princip med foråret
som 2 adskilte skibe, der tilsammen udgør forårsskibet. Som det er påvist kan
Bronzealder-kalenderen udmærket sammenlignes med nutidens:
Tv. herunder bronzealderens uger i forårsskibet sammenlignet
med nutidens kalender 2010.
Mærkeugerne
er angivet efter Engelstrupstenen mv.
Jævndøgnsriven der ofte ses, er måske en solpositionsmåler, der
bruges til måling i forbindelse med fastsættelsen af forårsjævndøgn. Vi kan se,
at det må være 3 ofre, der skal ydes for at give kraft til årets genfødsel.
Kunne det være relateret skudårs-opregningen? Der ofres måske 3 år og solen
giver så kraften det 4. i form af skudåret (der så deraf kaldes solåret?)
Dobbeltsolen ses bundet til spyddet og som 3 sol-skåltegn forbundet i
kors-mønster og ofte ganget med 3 i dobbeltkors-form (=9). Måske ofres 9 ofre på
de større helligsteder, mens det kun er 3 lokalt eller der sendes folk til
fælles ritehandling. Der ses indimellem tegn på et militært element, men også
den almindelige mand, kvinde og barn bliver ofret.
Det kan tænkes at henrettelser for forbrydelser har været inddraget, ligesom
senere tradition hvor man henretter inden gudstjenesten (og tinget) der følges
af festligheden bag efter.
Dobbeltsol-blenderen
Dansen
om solgryden,( forsvunden sten?)
Det er min teori at jævndøgnet indledes med hængning som solhyldest man
kan jo sammmenligne med Odin, naturkæmpen der hænger sig selv for at opnå
indsigt på et højere plan. Der løbes for åndens kraft og legemet. Det sker
formentlig i tornen omkring jævndøgn. så løbes de 2 årsløb med benbruddet. der
løbes for henholdsvis sol og jord. Man nedkuler måske legemet ved såfesten,
således at reb-løkken symboliserer frø der spirer og dermed spiren, der ligner
det sædcellelignende symbol anbragt ved dyreavlen og også buen med skåltegn for
enden på bracteater. Det betyder dermed spiren til vækståret indtil højeste sol
ved solhverv, dvs. forårsskibet (som på bracteaterne er swastikaens tid,
jævndøgnsmandens og grydedansens tid). Der danses nu og solkæmpen ofrer en ånd
til vækstgryden, der gives til jorden under gangdagene, der i helleristningerne
er de 2 sidste uger af forårsskibet. Det er ret sikkert at offerdagen ligger
mellem de Store Dyrs- og Mandens avlsuge på (1700 tals) kalendere mærket
Offerdag.
Hvoraf ved vi nu disse ting?
Her er nogle få yderligere kilder til forståelsen af helleristningerne i
Skandinavien:
Hauge, Norge
Stenen tv (mrk. 1) herunder ville man umiddelbart tolke til at angive overgangen fra vinter til
vår, med jævndøgnet angivet med cirkel og såugen med tvien fulgt af dyrenes avl
i form af dyret, der også symboliserer vækstens gryde, der nu fyldes og skaber
nyt liv i hundyrenes gryde dvs. livmoder. Se dog ovenfor for en mere indlysende
tolkning. Ved siden af (mrk.2) ses symmetrisk avlsskib, hvor der spejler sig over midten angivet ved V på det sted hvor
formentlig altså også blodofret gives og afmærket med de 2 hyrdestave (sidste
røde og den gule prik). Nr 3 viser symmetrien over hyrdestaven og fører til
næste skib med solhverv og kæmpekampen indtil hugget i benet. Bemærk forskellen
idet der mangler en uge i det ene skib mrk.2, så det slutter 2 ugestreger før
solhvervsugen. 3 kan forstås udfra 4, hvor man starter bagfra så bagstavnen er
efter jævndøgn og der startes med tornens 2 uger hvor grydekæmpen løfter økse og
foretager det symbolske hug ved ritegennemførelsen og forklarer hvorfor det er
nødvendigt for at avlen lykkes. Sådagen følger med tvien dernæst dyrenes 2
avlsuger, mandens osv. Forårsskibet afsluttes på reglementeret vis ved at
kæmpen, her med sol(hverv) og økse og klar til den kamp der giver ham hugget i
benet, som heles i løbet af vinteren, mens naturkæmpen har magten, så han er
klar igen til forårets avl(srite og arbejdet).
Det 4 skib vist th. øverst viser de 2 døde mænd, legeme og blod, der jo let
inkorporeres i den kristne sammenhæng senere, som nadveren. Der ses måske også
skråt stillet I for benhug-offeret, som er temaet her. Vi ser at
mandskabsstregerne er at forstå som dobbelte, bortset fra bådsmanden i front med
sol og økse og styrmanden i bagstavnen, der også har sol og økse, men solen
holdes lavere fordi det er jævndøgnssol. Skåltegnet over ham angiver nok
offertid i anledning af solugen. Vi læser fra højre: Myten siger der skal ofres
legeme (det lille) til solen, benhug til GRO og sædekorn, samt blod til jorden
(det store legeme) der strækker helt til gang-ugerne med libationen, der er de 2
sidste i forårsskibet, hvor kæmpen står. De 2 gang-uger er andet sted mærket som
to skosåler med kors for naturkæmpen, der rejser sig ved udspredelsen af kraften
fra gryden, meget dobbeltydigt. Fra grydekæmpen kommer kraften tilbage til
naturkæmpen gennem livsånden fra blodet, så han rejser sig fra graven (med
korset!) og optager kampen for efterår igen. Grydekæmpen er blevet rejst af
jævndøgnsmandens legeme, der anbringes under mulde eller i stengrave og
jættestuer. Ordene jættestuer og kæmpehøje bliver derved meget passende for det
er de virkelig, omend en menneskeskabt mytologisk efterligning af kæmpernes
virke. Højbygning og storstensarbejde var dermed sikkert rituelt arbejde som
hyldest til dobbeltheden sol og jord, hvis samarbejde er så vigtigt for
agerbrugeren i Skandinavien. Bemærk kæmpens penis, der fordobler kraften ved
solhverv og det halve sommerskib, indtil hugget, hvor grydekæmpen falder og hvor
kraften falder til naturkæmpens normale (faldende) energiniveau, der ender med
vinteren.
Rughavestenen kan også tolkes omvendt, så den gule streg sammen med en brun
danner tornen. den anden brune bliver så såugen og den grønne de små dyrs avl.
Den røde er så tornen og/eller den tomme gryde. Store dyrs- og mandens avl er så
(blå) gryde. Sml. m. Olaus Magnus
I Lindkær mose fandt man i 1773 en mand med overskåret hals og armene under kors
bag ryggen ligesom de kunne have været sammenbundne beskrives det.
Dobbeltsolmyten holder gennem årtusinder og selv til Ægypten synes nære
relationer. Herover ses billeder fra ritualet i Kivik, Skåne og fra grave i
Kongernes Dal, Luxor. De 2 hjul på Kivik-vognen symboliserer dobbeltsolens
årstider og deres gang. Princippet om 4 stk. er tydeligt i de ægyptiske grave,
ligesom hovedafskæring ses og solløbsriten, hvor der løbes med hævet soltegn.
Naturkæmpen går i jorden i foråret og tvinger derved væksterne og dyrene op af
jorden.
Den rituelle dans og årsløbet er symboliseret af swastikaen (på flere
bracteater fra folkevandringstiden), der også er årstiden (og jævndøgnsmanden) indtil solhverv hvor
naturkæmpen kommer op igen fra jordens dyb og går til kamp mod grydekæmpen.
Der
er mange tilfælde af genbrug af jættestuerne i bronzealderen og her er fund af
den måske nyere anordning til riteudførelsen, men stadig med anvendelse af den
kraft der ligger i højen og de sammenslæbte sten. Man har nu et bygget kulthus
enten som stolpecirkel eller bygget af tørv. Grydehøj viser en stengang rundt om
huset, der er anbragt op ad højen, der rummer stenkiste, brandgrav og urne.
Løberne har måske løbet spidsrod rundt om højen og riten afsluttes i huset med
et hyldestritual til jorden. Måske sidder grydekæmpen på tronen efter jævndøgn
og her overværer han så den blodige rite, som herskeren over væksterne og solens
repræsentant. Han udfører måske det rituelle offer af en sjæl til jorden (dvs.
naturkæmpen og kraften). Benene bliver til stenene, der nedbrydes til jordkraft
for mennesker og natur.
Væksten vækkes af naturen: Fra
ben til sten, fra vild til ild, fra vand til mand, fra frø til hø
Såningen sker og dyrene skal ud på marken.